Bogen "Glædens pædagogik" Dafolo, 2006

Forfatter Stina Breinhild Mortensen og Anne Linder

Fra bogens forord.

Overordnet er formålet med bogen, at udvide det pædagogiske synsfelt, og bidrage til udviklingen af den rummelige organisation. Vores tanke er, at vi kan nedsætte marginaliseringen af samfundets udsatte børn og unge, hvis vi sætter glæden øverst på den pædagogiske dagsorden. Glæden åbner op for livet og udvider den personlige rummelighed. Vores ærinde er ikke at opfinde glæden, men snarer at opdage den glæde der allerede findes i det pædagogiske liv.

Vi kommer alle ud for større eller mindre situationer der skaber glæde. Bare ordet glæde sætter vores indre lykkehjul i gang og får endofinerne til at pumpe en ekstra portion rundt i kroppen. Vi ved godt, at glæden er en uundgåelig del af livet og vi elsker den. Både de store og små glæder. De store glæder kan berige vores eksistens, mens de små glæder kan berige vores hverdagsliv og vores forhold til andre mennesker. Glæden er en af hverdagslivets selvfølgeligheder, men det er vores intension at inddrage den aktivt i det pædagogiske rum.

Gennem tiden er der skrevet mange bøger om kriser og krisehåndtering, men kun meget få om glæde og håndtering af begejstring.  Seligman (2004) skriver i forordet til ”Lykkens psykologi”: ”Tiden er nu moden til en videnskab, der forsøger at forstå positive følelser, opbygge styrker og evner og give retningslinjer for, hvordan vi finder det, Aristoteles kaldte ”det gode liv”. Seligman fremhæver endvidere: ” Det ser ud til at de tilstande der gør livet til en jammerdal, har medført en nedprioritering af opbygningen af de tilstande der gør livet værd at leve”. 

Vi har, som psykologer med årelang pædagogisk erfaring, taget disse udfordringer op. Den pædagogiske praksis skal ikke bygges på ”synsninger” – forstået som frit valg og private overbevisninger. Den pædagogiske praksis er en kundskabsbaseret praksis. Forandringer og tiltag skal derfor have en  faglig forankring. Seligmans tanker og forskning blev den faglige løftestang der, dels satte vores faglige tanker ind i en klar videnskabsteoretisk ramme, men ikke mindst gav os det fornødne mod til finde og beskrive glæden i det pædagogiske arbejde, - eller mere bredt: ”Det gode pædagogiske arbejdsliv”.

Vi forsøger ikke – at bilde os selv eller andre ind – at vi ved at sætte glæden på den pædagogiske dagsorden – har fundet en genvej. Der findes ingen nemme smutveje til en glad og god pædagogisk hverdag. Men det er vores hypotese, at når vi lader glæden og optimismen være en betydningsfuld del af den faglige drivkraft, skabes en stødpude mod pædagogisk handlingslammelse skabt af pessimisme og katastrofetænkning.